Livet
Lavet af Eva
Livet er som en gave
man åbner op for
og bliver overrasket
eller skuffet over
det kan være hemmelighedsfuldt
eller gennemskueligt
det kan være sjovt
eller kedeligt
det kan være hårdt
eller let
men tænk hvis
det kun var en af delene
hvad ville livet så være?
Masken
Lavet af Anette Karine Banke
Alle bærer masker.
masker som beskytter deres Jeg.
Sorg maskeres og bliver en last
der med tiden brister.
Løgne føres ud i livet
men masken dækker over dem.
Psykens humør bestemmer maskens udseende.
Masken tilpasses den enkelte
og kan ikke købes.
Denne maske er et forsvar.
Hvis den bruges i tide og utide
kan den meget nemt misbruges.
Se den som en gave
der ikke må udnyttes.
Ensomhed
Lavet af Naomi Sommer
jeg er ensom
Så utrolig meget ensom
Mit tomrum er enormt
Det føles næsten skræmmende
Det smerter, så utrolig meget
Jeg græder og græder
Alt føles håbløst, næsten utrøsteligt
Jeg er forfærdelig ensom
Jeg har så meget at fortælle
Ting som fylder mit univers
Mit hjerte flyder snart over
Jeg har brug for en som kan lytte
Måske er ensomhed min lod i livet
At lære at leve med ensomheden
onsdag den 28. april 2010
mandag den 11. januar 2010
Digtet
Han havde stået i en halv time på stationen og ventet på toget, det var forsinket igen, som altid. Han bandede indvendig. Hvorfor kunne det forbandede tog ikke bare være der til tiden? Men nej. For pokker da. Han var stået op kl. 6 for at være i god tid. Han hadede at stresse, det var det værste, han vidste. Heldigvis var det sommer nu, solen tittede frem bag nogle høje træer, og luften var dejlig lun. Men om vinteren, når toget var forsinket (nogle gange halvanden time), kunne det være virkelig koldt, og det tog nærmest dobbelt så lang tid at blive tøet op igen. Toget skulle have været på stationen kl. 7, men nu hvor det var en halv time forsinket, kom den jo først kl. halv 8. Han havde taget toget mange gange før, for mange gange, hvis han selv skulle bedømme det. Alt for meget tid var der blevet brugt på bare at stå og vente, vente på at det forbandede tog skulle komme. Endelig kom toget, det standsede, og han steg ind. Der var blevet luftet ud i toget, kunne han mærke, han fik kuldegysninger ned af ryggen. Han rystede det af sig og gik hen til den første kupé og kiggede ind, der sad 4 personer. Af ren vane gik han 3 kupéer længere hen, og rigtig nok var kupéen helt fri, så den satte han sig så ind i. Det ville tage halvanden time at komme frem. Han havde lejet et værelse i et pensionat hos en ældre dame, hun boede i et kæmpe hus, ja det var jo nok snarere et slot, syntes han. Han havde set billeder af huset i avisen, det var enormt, men virkelig smukt. Han var glad, Ikke bare fordi han skulle på en lille ferie og bo i et så stort pensionat (ja, og til ikke ret mange penge, for en uge blev det ca. 300 kr., og det var inklusiv kost og logi), også på grund af at han kunne få noget ny inspiration, han var nemlig digter. Han elskede virkelig sit arbejde som digter, og ville ikke bytte det for nogen pris, det var en drøm, der var gået i opfyldelse. Men for tiden var inspirationen gået lidt død, derfor var han taget til et andet sted. Hvor han kunne opleve nogle nye ting og få ny inspiration til hans digte. Han kiggede ud af vindue og blev overrasket over, at det var blevet lyst så hurtigt. Solen skinnede lige igennem vinduet, hvor han sad, så han blev nødt til at trække gardinet for. Det var et vidunderligt vejr den dag. Men desværre var inspirationen ikke med ham endnu, så i stedet tog han sig en lille lur. Det trængte han også til, kunne han mærke. Nu hvor han var kommet ned og sidde, begyndte øjenlågene at falde i. Han havde jo også været op siden kl. 6, så det var ikke så mærkeligt, at han følte sig træt.
Han vågnede ved, at han hørte en masse larm uden for kupeen, hvor han sad. Det var en flok børn, der kom traskende forbi ude på gangen. Han kiggede på sit ur, klokken var 8.45, så der var et kvarter til, at toget standsede. Han synes, det var forbavsende, at han havde sovet så længe, selvom han havde været tidligt op. Men han følte sig dejlig frisk, og klar på hvad der ventede ham forude. Han trak gardinerne til siden og kiggede ud af vinduet, det var et smukt syn, med solen skinnende ned på jorden. Det var syn for guderne. Han sad i sine egne tanker, da en pludselig høj stemme udenfor kupeen råbte ”Odense station”. Han sad og sundede sig lidt og kom i tanke om, at det jo var her, han skulle af. Han kom hurtig på benene, tog sine ting og smuttede ud af kupeen, der var mange folk, der skulle af, han masede sig vej igennem menneske mængden og ud på stationen. Frisk luft, dejligt. I toget havde der været en sur, gammel og indelukket luft. Han indsnusede den friske luft gennem næsen, helt ned i maven og åndede langsomt ud. Det var herligt.
Der var kun 1 km til den ældre dames hus, så der var ikke andet for en at tage det ene ben foran det andet og begynde at gå. Han trængte også til at få rørt sig lidt, nu hvor han havde siddet ned i halvanden time, med rank ryg og lystige skridt spadserede han mod pensionat. Der var så meget at kigge på i naturen, de folk der kom forbi (som han med ivrig håndbevægelse hilste på), ja selv vejen var spændende. Hvor var der dog kønt, tænkte han, her kunne han godt finde på at flytte til. Desværre kom der ingen inspiration til ham og hans digte, som han faktisk havde håbet, der ville. En lille skuffelse bredde sig i ham, han jog den væk. Han havde jo masser af tid til at få inspiration endnu, det skulle nok komme, tænkte han. Men han kunne ikke lade være med at have en lille tvivl, som han ikke kunne slippe bort fra. Turen tog ca. 20 min på gå ben, men han synes, det var som om han kun havde gået i 5 min. Efter hans humør kunne han sagtens have gået 20 min mere, det ville ikke have været noget problem. Foran ham nu så han et meget stort hus eller rettere, hvad han ville kalde et slot. Det måtte jo være pensionatet, tænkte han. Det var utrolig smukt, nok det smukkeste hus han nogensinde havde set. Det var hvidt med en stor trædør i midten, der var 4 store firkantede vinduer til hver side. På hver side af døren var der 2 solide stolper og over dem en altan, den så rimelig stor ud. Han kunne lige skimte, at to døre førte ud til altanen. Han var som i chok, det var overvældende. det hele var så stort, men utrolig pragtfuld alt sammen, han havde aldrig set noget lignende. Det tog noget tid, inden han kunne tænke klart igen og kom i tanke om, den egentlige grund til han var der. Han gik hen til den store massive trædør og bankede på, det gav genlyd, kunne han høre. Utroligt! blev han ved at tænke. Simpelthen utroligt. Efter et stykke tid, hvor der ikke skete noget, bankede han på igen. Han kom til at tænke på, at den ældre dame jo faktisk havde skrevet til ham, at pensionat var lukket en dag. Han kunne bare ikke lige huske hvilken dag, han blev pludselig rædselsslagen. Hvad, hvis det nu var i dag? Jo mere han kom til at tænke over det, jo mere blev han sikker på, at det var i dag, pensionatet var lukket. Da der ikke blev åbnet op for ham, kunne han ikke lade være med at lade tankerne løbe løbsk. Hvad skulle han så gøre? Hvor skulle han så sove natten over? Han blev mere og mere bange, for at det var tilfældet. Han kendte jo slet ikke Odense. For en sikkerheds skyld bankede han på igen, men da der heller ikke blev åbnet op for ham denne gang, var han græde færdig. Det kunne simpelthen ikke passe. Han skulle til et gå ned af fortrapperne, da døren pludselig blev åbnet sig. Han vendte sig om, og der i døråbningen stod den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set.
Hun havde langt, brunt, bølget hår, hendes øjne var blågrå og hendes mund lille. Han var som forstenet og kunne ikke fjerne øjnene fra hendes ansigt, kvinden blev flov og kiggede væk. Det var først der, at han lagde mærke til, hvordan han stirrede på hende. Han blev også selv lidt flov, det lignede slet ikke ham. Men hun var bare så smuk. Kvinden måtte da også have syntes om ham, for hun havde nærmest kigget lige så længe på ham. Efter et par minutter, hvor de havde stået og kigget ned i jorden, tog han sig endelig sammen og kiggede op, som på tælling gjorde kvinden det sammen. Deres blikke mødtes igen og han vidste at hun var den rette for ham. han kunne ikke forklare, hvordan han var kommet frem til det, han kunne bare mærke det. Hun trådte til side, og med sin arm gjorde hun en let og yndefuld bevægelse. Som om hun havde gjort det mange gang før, tænkte han. Hendes bevægelse havde gjort det klart for ham, at han skulle gå ind i entreen. Han gik med forsigtige skridt forbi hende, uden at kigge på hende. Lige da han stod ud for hende, stoppede han op. Den duft var vidunderlig, og den kom fra hende. Det var en sødlig duft, som når man dufter til en ny udsprunget rose. Vidunderligt, det var som at være i drømmeland! Han kunne have stået sådan i flere minutter. Han kom til sig selv, ved at han mærkede en berøring ved sin højre hånd. Det gav et sæt i ham, det var kvinden som ville tage hans kuffert. Han gik et skridt tilbage, nu gik det op for ham. Han havde været så fascineret af hendes skønhed, at han slet ikke havde lagt mærke til hendes tøj. Hun var jo en tjenestepige, det kunne han straks se nu. Han skammede sig indvendig, hvordan kunne han dog være så dum og uopdragen. Men det var lige meget, hvad hun var, om hun så boede på gaden. Han elskede hende allerede så højt, at det gjorde ondt i hjertet, hun var hans drømmekvinde. Hun måtte have tænkt, han var sindssyg sådan at stå og stirre på hende, tænkte han. Hun smilede til ham. hun havde lige, hvide tænder, det var et smukt syn, han ikke kunne glemme. Hun tog fat i kufferten igen, og denne gang gjorde han ikke modstand. Tjenestepigen gik op af trappen til ovenpå, han fulgte lydigt med. Nu opdagede han, hvor kønt der også var indenfor. Der var mange gamle møbler, og der hang utrolig mange protrætter og malerier rundtomkring. Men han kunne lide det hele, for ikke at tale om tjenestepigen. Tanken om at han forhåbentlig skulle se hende hverdag, tog næsten pusten fra ham. Han jublede indvendig, det var næsten ikke til at tro, at han en ussel digter havde mødt sin drømmekvinde. Han kunne ikke stoppe sine tanker, det myldrede med tanker, og der kom bare flere og flere. Nu var den der! Inspirationen. Endelig, det var det øjeblik, han havde ventet på, siden han var stået på toget, og nu var den der pludselig. Fantastisk. Det er ligesom, når man har opdaget en ny opfindelse. Det kunne ikke blive en bedre ferie, det vidste han. Inspirationen skyldtes tjenestepigen og han ville gerne takke hende for det, men hvordan? Han ville jo ikke forskrække hende og skræmme hende væk. Han vidste heller ikke, om hun ville forstå hans taknemlighed.
Nu var de nået hen til hans værelse, det var helt henne forenden af gangen. Hun lukkede op, og han gik ind, det var et lille, hyggeligt rum, der var også toilet og bad. Han elskede allerede at være der. Der var ikke så mange ting, men det var nok for ham. Et bord, en seng (han satte sig i den, den var utrolig blød og dejlig, lige efter hans smag), et natbord og en stol. Perfekt. Han vendte sig om mod døren, for at sige noget til tjenestepigen, men hun var gået igen, og det eneste der stod tilbage var kufferten. Han følte sig tom, dum og egoistisk, at han bare havde ladet hende gå. Hun måtte tro, han var en særling. Faktisk havde de jo slet ikke talt sammen. Han måtte gør noget. Nu havde han det! Han åbnede sin kuffert og tog papir og blyant frem, han satte sig til rette ved bordet. Han ville skrive hende et digt.
Han vågnede ved, at han hørte en masse larm uden for kupeen, hvor han sad. Det var en flok børn, der kom traskende forbi ude på gangen. Han kiggede på sit ur, klokken var 8.45, så der var et kvarter til, at toget standsede. Han synes, det var forbavsende, at han havde sovet så længe, selvom han havde været tidligt op. Men han følte sig dejlig frisk, og klar på hvad der ventede ham forude. Han trak gardinerne til siden og kiggede ud af vinduet, det var et smukt syn, med solen skinnende ned på jorden. Det var syn for guderne. Han sad i sine egne tanker, da en pludselig høj stemme udenfor kupeen råbte ”Odense station”. Han sad og sundede sig lidt og kom i tanke om, at det jo var her, han skulle af. Han kom hurtig på benene, tog sine ting og smuttede ud af kupeen, der var mange folk, der skulle af, han masede sig vej igennem menneske mængden og ud på stationen. Frisk luft, dejligt. I toget havde der været en sur, gammel og indelukket luft. Han indsnusede den friske luft gennem næsen, helt ned i maven og åndede langsomt ud. Det var herligt.
Der var kun 1 km til den ældre dames hus, så der var ikke andet for en at tage det ene ben foran det andet og begynde at gå. Han trængte også til at få rørt sig lidt, nu hvor han havde siddet ned i halvanden time, med rank ryg og lystige skridt spadserede han mod pensionat. Der var så meget at kigge på i naturen, de folk der kom forbi (som han med ivrig håndbevægelse hilste på), ja selv vejen var spændende. Hvor var der dog kønt, tænkte han, her kunne han godt finde på at flytte til. Desværre kom der ingen inspiration til ham og hans digte, som han faktisk havde håbet, der ville. En lille skuffelse bredde sig i ham, han jog den væk. Han havde jo masser af tid til at få inspiration endnu, det skulle nok komme, tænkte han. Men han kunne ikke lade være med at have en lille tvivl, som han ikke kunne slippe bort fra. Turen tog ca. 20 min på gå ben, men han synes, det var som om han kun havde gået i 5 min. Efter hans humør kunne han sagtens have gået 20 min mere, det ville ikke have været noget problem. Foran ham nu så han et meget stort hus eller rettere, hvad han ville kalde et slot. Det måtte jo være pensionatet, tænkte han. Det var utrolig smukt, nok det smukkeste hus han nogensinde havde set. Det var hvidt med en stor trædør i midten, der var 4 store firkantede vinduer til hver side. På hver side af døren var der 2 solide stolper og over dem en altan, den så rimelig stor ud. Han kunne lige skimte, at to døre førte ud til altanen. Han var som i chok, det var overvældende. det hele var så stort, men utrolig pragtfuld alt sammen, han havde aldrig set noget lignende. Det tog noget tid, inden han kunne tænke klart igen og kom i tanke om, den egentlige grund til han var der. Han gik hen til den store massive trædør og bankede på, det gav genlyd, kunne han høre. Utroligt! blev han ved at tænke. Simpelthen utroligt. Efter et stykke tid, hvor der ikke skete noget, bankede han på igen. Han kom til at tænke på, at den ældre dame jo faktisk havde skrevet til ham, at pensionat var lukket en dag. Han kunne bare ikke lige huske hvilken dag, han blev pludselig rædselsslagen. Hvad, hvis det nu var i dag? Jo mere han kom til at tænke over det, jo mere blev han sikker på, at det var i dag, pensionatet var lukket. Da der ikke blev åbnet op for ham, kunne han ikke lade være med at lade tankerne løbe løbsk. Hvad skulle han så gøre? Hvor skulle han så sove natten over? Han blev mere og mere bange, for at det var tilfældet. Han kendte jo slet ikke Odense. For en sikkerheds skyld bankede han på igen, men da der heller ikke blev åbnet op for ham denne gang, var han græde færdig. Det kunne simpelthen ikke passe. Han skulle til et gå ned af fortrapperne, da døren pludselig blev åbnet sig. Han vendte sig om, og der i døråbningen stod den smukkeste kvinde, han nogensinde havde set.
Hun havde langt, brunt, bølget hår, hendes øjne var blågrå og hendes mund lille. Han var som forstenet og kunne ikke fjerne øjnene fra hendes ansigt, kvinden blev flov og kiggede væk. Det var først der, at han lagde mærke til, hvordan han stirrede på hende. Han blev også selv lidt flov, det lignede slet ikke ham. Men hun var bare så smuk. Kvinden måtte da også have syntes om ham, for hun havde nærmest kigget lige så længe på ham. Efter et par minutter, hvor de havde stået og kigget ned i jorden, tog han sig endelig sammen og kiggede op, som på tælling gjorde kvinden det sammen. Deres blikke mødtes igen og han vidste at hun var den rette for ham. han kunne ikke forklare, hvordan han var kommet frem til det, han kunne bare mærke det. Hun trådte til side, og med sin arm gjorde hun en let og yndefuld bevægelse. Som om hun havde gjort det mange gang før, tænkte han. Hendes bevægelse havde gjort det klart for ham, at han skulle gå ind i entreen. Han gik med forsigtige skridt forbi hende, uden at kigge på hende. Lige da han stod ud for hende, stoppede han op. Den duft var vidunderlig, og den kom fra hende. Det var en sødlig duft, som når man dufter til en ny udsprunget rose. Vidunderligt, det var som at være i drømmeland! Han kunne have stået sådan i flere minutter. Han kom til sig selv, ved at han mærkede en berøring ved sin højre hånd. Det gav et sæt i ham, det var kvinden som ville tage hans kuffert. Han gik et skridt tilbage, nu gik det op for ham. Han havde været så fascineret af hendes skønhed, at han slet ikke havde lagt mærke til hendes tøj. Hun var jo en tjenestepige, det kunne han straks se nu. Han skammede sig indvendig, hvordan kunne han dog være så dum og uopdragen. Men det var lige meget, hvad hun var, om hun så boede på gaden. Han elskede hende allerede så højt, at det gjorde ondt i hjertet, hun var hans drømmekvinde. Hun måtte have tænkt, han var sindssyg sådan at stå og stirre på hende, tænkte han. Hun smilede til ham. hun havde lige, hvide tænder, det var et smukt syn, han ikke kunne glemme. Hun tog fat i kufferten igen, og denne gang gjorde han ikke modstand. Tjenestepigen gik op af trappen til ovenpå, han fulgte lydigt med. Nu opdagede han, hvor kønt der også var indenfor. Der var mange gamle møbler, og der hang utrolig mange protrætter og malerier rundtomkring. Men han kunne lide det hele, for ikke at tale om tjenestepigen. Tanken om at han forhåbentlig skulle se hende hverdag, tog næsten pusten fra ham. Han jublede indvendig, det var næsten ikke til at tro, at han en ussel digter havde mødt sin drømmekvinde. Han kunne ikke stoppe sine tanker, det myldrede med tanker, og der kom bare flere og flere. Nu var den der! Inspirationen. Endelig, det var det øjeblik, han havde ventet på, siden han var stået på toget, og nu var den der pludselig. Fantastisk. Det er ligesom, når man har opdaget en ny opfindelse. Det kunne ikke blive en bedre ferie, det vidste han. Inspirationen skyldtes tjenestepigen og han ville gerne takke hende for det, men hvordan? Han ville jo ikke forskrække hende og skræmme hende væk. Han vidste heller ikke, om hun ville forstå hans taknemlighed.
Nu var de nået hen til hans værelse, det var helt henne forenden af gangen. Hun lukkede op, og han gik ind, det var et lille, hyggeligt rum, der var også toilet og bad. Han elskede allerede at være der. Der var ikke så mange ting, men det var nok for ham. Et bord, en seng (han satte sig i den, den var utrolig blød og dejlig, lige efter hans smag), et natbord og en stol. Perfekt. Han vendte sig om mod døren, for at sige noget til tjenestepigen, men hun var gået igen, og det eneste der stod tilbage var kufferten. Han følte sig tom, dum og egoistisk, at han bare havde ladet hende gå. Hun måtte tro, han var en særling. Faktisk havde de jo slet ikke talt sammen. Han måtte gør noget. Nu havde han det! Han åbnede sin kuffert og tog papir og blyant frem, han satte sig til rette ved bordet. Han ville skrive hende et digt.
Abonner på:
Opslag (Atom)